Ønsker du at ændre din livsstil? Uden samtidig at skulle leve 100% af pulver og kål? Men er du klar til at ofre en enkelt hellig ko, og er du klar til at være tålmodig? Så har jeg inspiration til dig her! Inspiration fra det virkelige liv og fra en personlig rejse.
Jeg må være ærlig at sige, at mit udgangspunkt var ikke et ekstreme. Jeg vejede ikke 150 kg. og jeg levede ikke af pizza og coca cola, men jeg tror trods denne åbenlyse fordel, at jeg har fat i noget helt grundlæggende godt, som du kan bygge videre på, og tilpasse til din person og dit udgangspunkt. Vi er ikke alle ens, men der findes værktøjer og metoder som er universelle som alle kan have gavn af. Dem kommer jeg til at skrive om her.
(April 2024)
Jeg er en midaldrende mand på 190cm og i dag 85 kg. Men det har ikke altid været sådan. Jeg har en forholdsvis god viljestyrke. Jeg har dog også nogle helt grundlæggende psykologiske egenskaber, der stammer helt fra min barndom, som gør at jeg er endt i situationer hvor jeg har været både for doven og for overvægtig, uden at være decideret fed.
Rent lægeligt har mit blodtryk været OK uden at være prangende, mit BMI har ramt "overvægtig" og mit kolestoroltal har balanceret lige over grænsen, uden at være faretruende højt. Med andre ord jeg klarer den. Jeg drikker alkohol, spiser kage, jeg er er ikke vegetar. Jeg har haft et ret normalt liv når det kommer til mad. Mit motto har altid været, at det er ikke det man spiser som er problemet, men derimod det man "laver til" - altså hvor meget man bevæger sig.
Min svaghed stammer fra min opdragelse i min barndom. Jeg stammer fra et hjem hvor pengene var små. Så jeg har fået læst og påskrevet, helt fra barns ben, at man skulle spise op! Min far var fra Sønderjylland og der smider man ikke mad ud. Desuden sulter de i Afrika. Jeg har fået alle parolerne fra alle sider. Hos mine bedsteforældre blev jeg dog som dreng rost, hvis jeg kunne spise 3 portioner. Mad var for dem en måde at vise velstand. For de havde oplevet 2. verdenskrig og havde heller ingenting haft. Da de endelig kom ovenpå, så ville de jo så gerne give. Og festmåltider og store sammenkomster var gaven man gav sin familie. Jeg husker de store Påskefrokoster og Julefrokoster hvor det flød med den fede danske mad og Sønderjyske småkager i lange baner. Der kunne man feste, og jeg elskede "festmad" som vi kaldte det.
Først for nylig blev jeg opmærksom på hvordan disse to barnsdomsoplevelser har påvirket mig som person. Jeg blev opmærksom på at jeg simpelthen ikke kunne levne mad, og jeg kunne heller ikke lide at der var mad tilbage i skålen eller fadet på bordet efter en middag. Jeg så det som min personlige opgave at "rydde fadet" når alle havde spist, og ikke kunne mere. Jeg kunne ikke acceptere at madrester blev båret fra bordet (til affaldsspanden). Når jeg altid spiste den sidste skive kød, eller det sidste stykke kage, så var det ikke fordi jeg var sulten. Det var jeg ikke. Det var ren pligtfølelse indbygget i min person fra barnsben. Man smider ikke mad ud! Så jeg "støvsugede" fadene i det omfang jeg magtede det.
Min styrke har til gengæld altid været, at jeg nægtede at blive medlem af 0,1 tons-klubben (100kg). Alle mennesker har forskellige "røde linjer" som man nægter at krydse, og 0,1 tons-klubben var min. Jeg havde set det så mange gange. At man kalibrerer sit sigtekorn, sine mål efter omstændighederne man er i. Hvis man vejer over 100 kg. så bliver målet "bare at komme under 100 kg igen", selvom 99 kg. objektivt set også er for meget. Men i forhold til 120 kg. er det selvfølgelig bedre. Men jeg vidste at min "kampvægt" ligger midt i 80'erne, og jeg husker min ungdom, da var jeg en lang senet type på 78 kg. At komme over 100 kg. - 0,1-tons-klubben var for mig som teksten i Hotel California-sangen;
Når først du er i 0,1 tons-klubben kan du ikke forlade den igen. Så kommer du til at kæmpe med det falske mål "bare at komme under 100 kg.", selvom normalvægt formentlig for de fleste mennesker er meget lavere. Det var i min bevidsthed. De var min røde linje. Jeg vidste at jeg ville aldrig derover i vægt. Det var min styrke.
(Bemærk for god ordens skyld, at vejer du over 100 kg. kan du selvfølgelig godt melde dig ud af 0,1 tons-klubben. Du har bare brug for lidt længere tid at nå i mål med det. Det vender jeg tilbage til.)
Jeg husker dagen tydeligt. Vi har ikke en vægt derhjemme, fordi vi er ikke typerne som vejer os. Vi er normale mennesker og ikke helse-freaks. Men i Juli 2023 var vi på besøg hos noget familie, og de har en vægt. Jeg følte mig ikke som en atlet, og kunne da godt se at "de pæne skjorter" havde det med at lave 8-taller i mellem knaphullerne ved maven. Jeg træder op på vægten, og der står det sort på hvidt 100kg. og nogle hundrede gram! Jeg springer ned fra vægten, og chokeret tømmer jeg mine lommer for min ret store iPhone, og alt hvad jeg har af nøgler og nogle mønter. Op på vægten igen; nu 99,8 kg. Pyha! Jeg klarede frisag. Men alarmen var ikke til at tage fejl af. Det var helt tydeligt at den røde linje var nået, og der skulle gøres noget!
(fortsættes)